fbpx

24-05-2022

H. Daugaard tilbyder kunder transport på HVO-brændstof

Som et skridt på vejen mod en grønnere fremtid kan kunder hos H. Daugaard nu få fragtet deres gods på lastbiler og trucks, der er tanket med HVO-diesel. 

H. Daugaard forsøger hele tiden at se på løsninger, der kan optimere virksomhedens service og gøre transporten mere bæredygtig og miljøvenlig. Her er HVO-biodiesel altså en af de tiltag, som de nu vil tilbyde kunderne som et alternativ til det traditionelle brændstof.

HVO står for hydrogenereret vegetabilsk olie og er et alternativ til den konventionelle diesel. HVO-biodiesel udleder op til 90 procent mindre CO2 end normal diesel.

Ny HVO-tank installeret hos H. Daugaard

På adressen i Kolding har de fået installeret en HVO-tank til at servicere de trucks, der fremover skal køre på HVO-diesel. Tanken, der kan indeholde op til 5.900 liter HVO-biodiesel, kan hurtigt blive brugt, hvis efterspørgslen først er der.

De første kunder har allerede vist interesse for den nye transportløsning, hvor der til en start tankes trucks med HVO-biodiesel i stedet for traditionel diesel, og hos H. Daugaard håber man, at flere kunder vil gå samme vej.

– Vi vil gerne hjælpe vores kunder til at blive mere miljøvenlige – derfor er vi også klar til at investere sammen med dem, siger Fleet Manager Palle Albertsen.

Vognparken er klar

En af fordelene ved HVO-brændstoffet er, at lastbilerne i H. Daugaards vognpark allerede er klar til at køre på HVO-diesel. Det samme gælder deres trucks, der transporterer gods rundt på lageret. Dermed kræver det ikke meget udskiftning i vognparken, når først virksomhedens nye HVO-tankanlæg er oppe at køre.

– Alle vores lastbiler, der kører i Danmark og resten af Skandinavien, de er forberedte, så de kan køre på HVO-diesel, lyder det fra Fleet Manager Palle Albertsen.

Transport med lastbil, skib og tog

Hos H. Daugaard er transport af gods dog ikke noget, som kun foregår på vejene. Her tilbydes kunderne nemlig en bred vifte af løsninger, som også inkluderer transport af gods på tog og transport med skib.

– Fordi vi har søtransport, banetransport og vejtransport, så kan vi forsøge at finde frem til den mest mulige bæredygtige løsning, siger Fleet Manager Palle Albertsen.

Ser hele tiden på fremtidens løsninger

Hos H. Daugaard er det hele tiden vigtigt at være omstillingsparate. Derfor har de hele tiden øjnene rettet mod horisonten, og selvom de nu introducerer transportløsninger med HVO-biodiesel, er det ikke der, de slutter.

Hos H. Daugaard bliver der derfor løbende set på, hvordan man kan gøre transporten mere bæredygtig, og når nye løsninger viser sig, så er de klar til at se den vej.

Om det bliver hybridlastbiler, ellastbiler eller noget helt tredje, det vides ikke endnu, det kommer nemlig helt an på den teknologiske udvikling, som H. Daugaard følger tæt. Men for virksomheden er det vigtigt, at løsningen er langtidsholdbar.

– Vi sørger altid for, at vi kigger på, hvordan det fungerer fra vugge til grav, og ikke bare om det fungerer lige nu og her, og det gælder på alle tiltag, vi laver, siger Palle Albertsen.