H. Daugaard bliver medejer af Peter Bøgh Jensen ApS og styrker kapaciteten
H. Daugaard er blevet medejer af transportvirksomheden Peter Bøgh Jensen ApS i Ribe. Partnerskabet samler stærke kompetencer inden for nationale transporter og internationale logistikløsninger og giver kunderne adgang til endnu flere muligheder.

Med partnerskabet tager H. Daugaard endnu et skridt i virksomhedens fortsatte udvikling. Peter Bøgh Jensen ApS har gennem fire generationer opbygget en solid transportvirksomhed med stærke kompetencer inden for nationale transporter med speciale i leveringer med medbringertruck.
H. Daugaard bidrager med international rækkevidde, lagerkapacitet og en bred transport- og logistikplatform i hele Europa. Sammen kan virksomhederne udnytte deres kapacitet og kompetencer endnu bedre, og tilbyde kunderne et bredere udvalg af fleksible og skræddersyede løsninger.
Et stærkt match mellem virksomhederne
For H. Daugaard har det været afgørende, at partnerskabet bygger på både et fagligt og værdimæssigt match.
Begge virksomheder har en lang historie og deler en tilgang til forretningen, hvor høj kvalitet, ordentlighed og tætte kunderelationer er afgørende. Samtidig supplerer virksomhedernes forskellige kompetencer hinanden.
”Vi ser et stærkt match mellem virksomhederne. Peter Bøgh Jensen har opbygget en solid forretning med høj kvalitet og stærke kunderelationer, og samtidig supplerer vores kompetencer hinanden rigtig godt. Det giver os mulighed for at skabe et stærkere samlet tilbud til kunderne”, siger Michael Frihagen, administrerende direktør i H. Daugaard.

Flere muligheder for kunderne
For kunderne betyder det adgang til flere løsninger gennem én samlet partner. Samtidig får virksomhederne en større samlet kapacitet og bedre mulighed for at udnytte ressourcerne på tværs.
”Ved at samle vores styrker får vi større fleksibilitet og kan løse endnu flere opgaver for kunderne. Samtidig står vi stærkere i et marked, hvor kravene til blandt andet leveringssikkerhed, dokumentation og fleksibilitet hele tiden udvikler sig”, siger Michael Frihagen.
Hos Peter Bøgh Jensen har det været vigtigt at finde en partner, der både kan bidrage til virksomhedens udvikling og samtidig respekterer det fundament, forretningen er bygget på.
”Vi har bygget virksomheden op gennem mange år og har været meget bevidste om, hvem vi ønskede at samarbejde med. H. Daugaard tilfører både kapacitet og nye muligheder, samtidig med at vi kan fastholde den tætte kundekontakt og den service, som vores kunder kender os for”, siger Peter Bøgh Jensen.

Hverdagen fortsætter som hidtil
Partnerskabet ændrer ikke på den daglige kontakt eller service hos de to virksomheder. Kunder og samarbejdspartnere beholder deres nuværende kontaktpersoner, og driften fortsætter som hidtil.
Integrationen gennemføres gradvist, så der er tid til at lære hinandens medarbejdere, kunder, arbejdsgange og kompetencer grundigt at kende. Målet er at tage det bedste med fra begge virksomheder og bygge videre på de styrker, de hver især kommer med.
Partnerskabet skal danne grundlag for yderligere udvikling og skabe nye muligheder for både eksisterende og kommende kunder.
”Vi glæder os til samarbejdet og til at udvikle de muligheder, der opstår, når vi bringer vores samlede kompetencer i spil”, afslutter Michael Frihagen.
