25-02-2021

15-års jubilar sætter ord på lederrollen

I anledning af, at direktør og medejer Palle Mogensen kan fejre 15 sammenhængende år i H. Daugaard, har vi bedt ham reflektere over rollen som leder.

”Det største er, når det lykkes at udvikle medarbejdere, så de begynder at tage ansvar.”

Sådan svarer Palle Mogensen, der er direktør og medejer i H. Daugaard, på spørgsmålet om, hvad han ser som det vigtigste element i rollen som leder.

I disse dage er det 15 år siden, at Palle kom tilbage til H. Daugaard. Dengang i 2006 blev han ansvarlig for havneaktiviteterne, og året efter tog han imod tilbuddet om at blive medejer af virksomheden. Siden da har der både stået ”salgsdirektør” og nu ”direktør for bane- og havneaktiviteter” på ledelseskasketten.

For 15-års jubilaren har det altid været den største drivkraft, når han har været med til at udvikle forretningen.

”Jeg får en enorm energi ud af det, når en henkastet bemærkning bliver til et kæmpe potentiale. Her skal man turde gribe boldene, der kommer”, siger han.

Finder altid en løsning

Palle Mogensen peger på et andet element, der er med til at motivere ham som leder og forretningsudvikler – at en stor del af hans arbejdsliv har handlet om at finde løsninger.

”Undervejs i en proces kan det ske, at det er svært at se vejen til målet. Her handler det om at huske på, at hvis man tænker sig godt nok om, så finder man altid en løsning. Faktisk har jeg aldrig nogensinde oplevet at være en del af et hold, hvor vi ikke har fundet en løsning”, siger han.

Her henviser Palle Mogensen til den indledningsvise bemærkning om det vigtige i, at medarbejderne er motiverede til at tage ansvar: “Når det handler om at indfri et potentiale, er det alfa og omega, at vi gør det som et hold. Ingen af os kan udrette nok selv. Vi kan ikke skabe resultater alene.”

Vil skabe reel værdi

Selvom Palle Mogensen nu kan fejre 15-års jubilæum, har han mange flere år hos H. Daugaard på cv’et. Tilbage i 1987 begyndte han som speditørelev, og allerede som 24-årig fik han tildelt ansvaret for H. Daugaards shippingafdeling.

I år 2000 måtte H. Daugaard sige farvel til Palle Mogensen for en stund. Efter at have samlet erfaringer fra produktionsindustrien vendte han dog tilbage til H. Daugaard igen i 2006.

Siden da har verden ændret sig på mange punkter, og i dag står logistikbranchen midt i en digital revolution. Helt overordnet ser Palle Mogensen dog ikke for sig, at der kommer til at ske nogen revolution i hans overordnede tilgang til faget – det handler om at tilføre kunderne noget reel værdi.

”Vi skal ikke stille os tilfredse med blot at tage os godt ud i kundernes excel-ark, for regneark viser ikke noget om nye og smartere måder at gøre tingene på. Reel værdiskabelse kræver en relation, og det kommer jeg altid til at stræbe efter”, siger Palle Mogensen.


 

Det siger vores kunder...

Aalborg Portland har igennem mange år haft et særdeles tilfredsstillende transportsamarbejde med H. Daugaard. En afgørende faktor for os er, at logistikken hver eneste dag fungerer optimalt, herunder specielt levering til tiden. Dette kan vi konstatere, at H. Daugaard  lever fuldt op til.  H. Daugaard er en troværdig samarbejdspartner, der altid forsøger at finde de mest optimale transportløsninger med meget høj leveringssikkerhed og kvalitet i samarbejdet.

- Aalborg Portland

”Vi oplever altid en god, stabil service med pålidelige og dedikerede medarbejdere, som finder løsninger og agerer agile”

- Elopak Denmark

Vi oplever H. Daugaard som selvdrevne og utroligt samarbejdsvillige. Deres evne til at få Envases Europe’s logistiske puslespil til at gå op i en højere enhed har stor værdi for vores forretning.

- Envases Europe

Bayer har gennem 12 år været kunde hos H. Daugaard på opbevaring og transport af farligt gods i form af plantebeskyttelsesmidler, og vi har virkelig været tilfredse med samarbejdet. Samarbejde gennem så mange år bygger i høj grad på en rigtig god kundeservice og et højt sikkerhedsniveau.

- Bayer

Vores kunder er rigtig tilfredse med H. Daugaard. Deres opfølgning er utrolig hurtig, og deres svartid er kort. Vi har ingen klager – og vigtigst af alt: vores salg er stigende grundet den fantastiske leveringspræstation.

 

- Goodyear

Nøglen til et suverænt samarbejde

– er baseret på tillid og et stærkt koncept, der gælder for begge virksomheder.”

- James Hardie Europe